Når man lever et liv med kroniske smerter, er alle dage arbejdsdage. Vi kan ikke holde weekend, tage på ferie eller på smutture fra smerterne. De er der hver dag, hele tiden og på alle tider af døgnet. Smerterne holder aldrig fri.

Jeg har levet med smerterne siden jeg blev påkørt i 2005. Og det har på mange måder formet mit liv i en retning jeg aldrig havde forestillet eller ønsket mig. Smerterne afføder en masse negative konsekvenser. Som jeg hver eneste dag bliver konfronteret med og skal forholde mig til.

Jeg har strikket lige fra jeg var en lille pige, men havde aldrig troet, at strikketøjet skulle blive min daglige redning. Jeg insisterer på at strikke. Hver dag. Også selvom strikketøjet de fleste dage er det vi herhjemme kalder pausestrik. Strik der ikke kræver andet end at jeg har pindene i hænderne, og strikker ukomplicerede opskrifter som ikke kalder på den store koncentration eller opmærksomhed.

Men selv pausestrik kan give mig den daglige ro min krop har brug for. Når man har kroniske smerter, er kroppen konstant i alarmberedskab. Der dannes for meget adrenalin og noradrenalin som er kroppens “kamp-eller-flugt”-respons. Det er et smart hormon hvis man skal forsvare sig eller skal redde livet ved store farer. Men det er ikke så smart hvis det dannes p.g.a. kroniske smerter. For så bliver de frigivne hormoner ikke “brugt” og lagres derfor i kroppen. Det giver en del forstyrrelser som bl.a. hjertebanken, susen for ørerne, tinnitus, øget puls og blodtryk, øget vejrtrækning, øget blodsukker og andre problemer for kroppen.

Studier har vist, at strik reducerer stress. Og kan sågar sænke hjerterytmen. Tyve minutters strik kan sænke hjerterytmen med op til elleve slag i minuttet – og virker dermed afstressende på linje med meditation, vejrtrækningsøvelser eller yoga.

Piller i lange baner reducerer smerterne og hindrer kroppen i at optage noradrenalin, men ingen piller giver mig så meget ro i sjælen som at strikke. Jeg glæder mig hver dag til at få pindene i hænderne. Det er efter så mange år, stadig svært for mig, at acceptere de mange timer jeg tilbringer i hvile, hvis jeg skal holde smerterne i ro. Men når jeg kan strikke samtidig føler jeg, at jeg også gør nytte. Det bliver til en del trøjer, sjaler, huer og meget andet. Det gør mig så glad, når jeg ser mit strik i brug ude i "virkeligheden". Så er tiden i hjørnet på sofaen ikke helt gået til spilde.

Så hermed en opfordring til andre kronisk smerteramte eller stressede; hvis du kan, så strik for pokker! ♥