KnitPro Karbonz test

Jeg har over de sidste måneder gennemtestet de nye KARBONZ strikkepinde fra KnitPro. Pindene er fremstillet i kulfiber. Nøjagtig samme type kulfiber, som bliver brugt i fly og rumskibe.

Kulfiber er et materiale, som er kendt for sin fleksibilitet, høje brudstyrke, minimale vægt, store modstandskraft. Læg dertil en overflade, hvor maskerne kan glide let på pinden. Materialet er  lettere eftergivende i de bløde strikkebevægelser. Alt sammen fordele som er ideelle for strikkepinde og behageligt for strikkeren. Spidserne er forstærkede med tips i forniklet messing.

Pindene er testet med mange forskellige typer garn. Og selv om jeg ser en fordel i, at de helt tynde pinde ikke knækker så let som træudgaven, så er den lille spids af messing nogen gange lidt irriterende.

Kanten mellem messingtip og kulfiber kan ofte tydeligt mærkes når garnet glider over den. Man vænner sig til det, og fingrene lærer hurtigt at tage højde for kanten. Men du opnår ikke den samme lette fornemmelse som med træpindene.

Derudover, er spidsen på pindende ikke helt så spids som jeg ønsker det. De er meget afrundede, hvilket gør det sværere at fange garnet hvis man f.eks. strikker mønster.

Men når alt det er sagt, er de stadig nogle ufatteligt lækre pinde, som mange der kæmper med tynde træpinde der knækker – og som ikke bryder sig om de traditionelle metalpinde – vil have stor glæde af.

Kulfiber test

Henna-Heksen